Angst

ANGST

Angst er en naturlig reaktion i kroppen, som hjælper os med at reagere i truende eller farlige situationer. Men nogle gange aktiveres angstsystemet, selv når der ikke er nogen reel fare – og så kan angsten komme til at fylde alt for meget i hverdagen. Angst kan vise sig på mange måder: Som uro i kroppen, bekymringstanker, undgåelsesadfærd eller fysiske symptomer som hjertebanken, åndenød og svimmelhed. For nogle kan angsten være konstant til stede, mens den for andre opstår i bestemte situationer. Uanset hvordan angsten viser sig, er det vigtigt at vide: Du er ikke alene – og der findes hjælp. Angst er en af de mest udbredte psykiske lidelser, og med den rette støtte og behandling er det muligt at få det bedre og leve et liv, hvor angsten ikke styrer dine valg.


Typer af angst

Der findes forskellige former for angst, alt afhængigt af angstsymptomers styrke og omfang.

    Generaliseret angst

    Generaliseret angst er kendetegnet af vedvarende bekymringer, nervøsitet, anspændthed, muskelspændinger, rysten, sveden og hjertebanken. Symptomerne er til stede igennem længere tid. Ved generaliseret angst kredser bekymringerne ofte om fremtiden, og om, at der sker eén selv eller ens nærmeste noget. Symptomerne bliver ofte udløst af stressende og belastende hændelser.


    Panikangst

    Panikangst er kendetegnet af anfald af voldsom angst, der ofte kommer ud af det blå. Ved panikanfald reagerer hjernen og kroppen, som om du er i alvorlig fare. Ofte får man kraftige fysiske symptomer som hjertebanken, åndenød, svimmelhed, rysten og sveden. Symptomerne kan minde om et hjerteanfald, uden at det er det. Der kan også være en følelse af uvirkelighed, som er meget ubehagelig og kan skabe en frygt for atblive sindssyg. Anfaldene peaker som regel inden for nogle minutter og varer som regel ikke længere end 30 min. Imellem anfaldene vil der ofte være en angst for, at der skal komme nye anfald. Dette kalder man angst for angsten eller forventningsangst. Nogle gange kan denne angst for  et nyt anfald i sig selv sætte gang i et anfald.


    Fobi

    En fobi er angst for helt bestemte ting eller situationer, fx angst for højder (acrofobi), vand (aquafobi), edderkopper (araknofobi), lukkede rum (klaustrofobi), sociale situationer (socialfobi) mv. Har man oplevet panikanfald i bestemte situationer kan der også opstå angst for at opholde sig i de situationer og på de steder, som anfaldene tidligere er kommet i. En sådan fobi kaldes agorafobi.


    OCD

    OCD er en forkortelse for Obsessive Compulsive Disorder. Ved OCD lider man både af tvangstanker og tvangshandlinger. Tvangstankerne er ubehagelige tanker, som man føler, man ikke selv kan styre, og som ofte handler om, at der vil ske noget slemt. Tvangshandlinger er handlinger, som man udfører igen og igen, fx tjekker man den samme ting igen og igen eller vasker hænder igen og igen. Selv om man rationelt godt ved, at det ikke er nødvendigt, er trangen så stor, at det er svært at lade være.


    Hvordan kan psykologbehandling hjælpe mod angst?

    I psykologsamtalerne arbejder vi med at forstå, hvad der udløser og vedligeholder angsten hos dig – og hvordan du bedst kan håndtere den. Jeg tilpasser altid behandlingen til dine behov – uanset om du kæmper med generaliseret angst, social angst, panikangst, helbredsangst eller andre former. 


    Behandlingen kan hjælpe dig med at:

    • Lære at genkende og regulere angstens signaler

    • Skabe ro og overblik midt i angsten

    • Træne nye måder at møde angsten på– frem for at undgå den
    • Få redskaber til at håndtere bekymringer og undgåelsesadfærd
    • Genopbygge tilliden til dig selv og dine evner

    • Leve et liv, hvor angsten ikke styrer dine valg