Stresshåndtering

STRESSHÅNDTERING

Har man stresssymptomer, er det vigtigt først og fremmest at finde ud af, hvad det er, der belaster én, og undersøge mulighederne for at nedbringe belastningen eller trække sig fra den.

Restitution

Mennesket er bygget til i kortere perioder at kunne klare stort pres og høje krav. Når vi har brugt en masse energi og kræfter, mentalt såvel som fysisk, har vi dog brug for at restituere, koble af og lade vores batterier op. De to ting hænger uløseligt sammen, for uden regelmæssig restitution, hvile og søvn får kroppen ikke tanket de ressourcer op, der skal til for at kunne præstere noget ekstra.

Hvile og søvn

Når man rammes af alvorlig stress, er det udtryk for, at der igennem længere tid er lavet et overtræk på kroppens energikonto. For at der igen kan komme balance i energi-regnskabet er en periode med restitution og et lavere aktivitetsniveau som regel nødvendigt. Hvile, søvn og det, der kaldes lyst-betonede aktiviteter, er helt centralt for, at batterierne kan blive ladet op igen.

Lystbetonede aktiviteter

Gåture i naturen, afspændingsøvelser, mindfulness, afslappende og glad musik, film og tv, samvær med mennesker, man holder af, kreative sysler, er alt sammen med til at sænke stressniveauet i kroppen og sætte gang i restitutionen. Hvordan lader du dine batterier op? Hvornår oplever du, at du kobler helt af? Hvad gør dig glad?

Prioritering og planlægning

Har man som stressramt været vant til at køre i et højt tempo, inden stresssymptomerne satte ind, kan det være hjælpsomt – og nødvendigt – at planlægge og styre sin tid mere, end man måske er vant til. Mange stressramte oplever, at det er let at "køre op" i det gamle, høje tempo, også selv om kroppen fortæller, at det ikke er en god idé.


Det forhøjede alarmberedskab i kroppen gør, at man her-og-nu kan føle, at man sagtens lige kan klare lidt ekstra, men ofte må man betale prisen dagen efter i form af træthed og forværring af stresssymptomerne. Ved at planlægge på ugebasis sikrer du, at belastningen deles ud over ugens dage.

Brug en logbog og find ud af, hvorfor dine symptomer svinger

Som stressramt kan det være en god idé at føre en logbog over, hvad man foretager sig de forskellige dage, og hvordan ens symptomer varierer. Ved dagligt at notere, hvordan energien og humøret er samt hvad du foretager dig, vil disse udsving blive mere tydelige for dig. Notér hver dag i store træk hvad du har lavet og angiv på en skala fra 0-10: Energi, Humør, Lyst til at være social, Kognitive vanskeligheder.

Find ud af hvad der er vigtigst

Har du mange gøremål i det daglige og oplever du, at du let mister overblikket og ikke bruger din tid på den bedste måde, kan det være en idé at bruge prioriterings-matrixen. Problemet ved én, lang liste er, at vi let mister overblik over, hvad der er vigtigst.

Få råd og hjælp

Læs mere om, hvad stress er, her


På vej tilbage til arbejdet efter stress? Få gode råd og redskaber her

Brug for personlig rådgivning og sparring? Book en konsultation hos mig her eller kontakt mig på tlf.


Pårørende til en stressramt? Læs mere om mine gode råd til dig og din familie her