Der kan være mange grunde til at vælge at søge hjælp hos en psykolog. Uanset årsagen er du velkommen hos mig.
De fleste mennesker vil opleve svære perioder i løbet af deres deres liv, hvor det hele føles uoverskueligt og svært, og hvor der er brug for professionel hjælp og sparring. Det kan skyldes større forandringer i livet, problemer i de nærmeste relationer, sorg eller krise, men følelsen kan også ramme uden en umiddelbar årsagsforklaring. Uanset årsagen er du velkommen hos mig.
Som psykolog kan jeg hjælpe dig med at opnå større indsigt i og forståelse af dine problematikker og reaktionsmønstre, og du vil i samtalerne få mulighed for at undersøge og bearbejde dine oplevelser, tanker og følelser på en måde, som kan give dig nye perspektiver på dig selv og dine ressourcer. Samtalerne kan gøre dig klogere på, hvordan du på en hensigtsmæssig måde kan agere i det, der er svært, og hjælpe dig til at få øje på nye muligheder for at skabe ønskede forandringer i dit liv.
Som psykolog trækker jeg på flere forskellige teoretiske tilgange og metoder. Bl.a. er jeg inspireret af narrativ og systemisk terapi, compassion-fokuseret terapi, eksistentiel terapi, mindfulness og kognitiv adfærdsterapi. Selve samtaleforløbet og metoderne tilpasses altid til dig og dine behov. Nogle har kun brug for et par enkelte samtaler, andre forløb strækker sig over en længere periode. I den første samtale taler vi om dine forventninger, håb og ønsker for forløbet. Der er ikke noget særligt, du skal have forberedt, inden du kommer, og ingen emner eller spørgsmål er for store eller for små til at tage op i samtalerne.
Jeg er autoriseret psykolog og medlem af Dansk Psykolog Forening. Jeg arbejder i henhold til "De Etiske Retningslinjer for psykologer i Norden" og er desuden underlagt Psykologloven. Det betyder, at du kan forvente diskretion, og at du kan have tillid til, at jeg ikke fortæller det, du fortæller mig, videre til andre. Tavshedspligten er en forudsætning for, at du som klient kan føle dig tryg, og trygheden er helt basal for et vellykket samtaleforløb hos en psykolog.
Jeg afholder både samtaler i min fysiske klinik i Vejle centrum og online. Nogle vælger kun at have fysiske samtaler, andre kun at have online samtaler. En vekslen mellem online og fysisk møde er også muligt og kan give en større fleksibilitet og gøre det nemmere at passe ind i hverdagen.